---
title: "Vuggestue"
description: "Kort introduktion til hverdagen i vuggestuen"
date: "2026-04-22"
created: "2023-10-02"
---

[Hjem](https://www.brylle-skole.dk/)

                    [Vuggestue og Børnehave](https://www.brylle-skole.dk/vuggestue-og-boernehave)

                [Vuggestue](https://www.brylle-skole.dk/vuggestue-og-boernehave/vuggestue)

# Vuggestue

Velkommen i vuggestuen på Agerholm i Brylle. Agerholm er en Vuggestue og Børnehave beliggende i Brylle - 5 min fra Bellinge og tæt på kommunegrænsen til Odense.

        ![](https://www.brylle-skole.dk/i/MOLIRIMEDIA/2620191e-79fd-43c7-e569-08dbe024ac3b?width=800)

## Gården Agerholm

Vi bor på en gammel gård, hvor vuggestuen holder til i stuehuset og børnehaven i det, der tidligere var stalde. Det hele er naturligvis renoveret og indrettet til børn, men netop det, at vi holder til på en gård, har dyr (geder, høns og kaniner), frugtlund, køkkenhave og i det hele taget et kæmpe udeareal, gør det ganske naturligt for os at tage afsæt i gårdkonceptet og arbejde med ”fra jord til bord”, hvor børnene er en del af livet på gården fra de starter i vuggestuen.

Vuggestuen ligger i Agerholms gamle stuehus og er normeret til 24 børn. Huset er et fredet og hyggeligt hus, som er moderniseret og bygget om til vuggestue. For at give børnene den største tryghed er det hjemlige miljø bevaret.

## **Vi har det skønneste udeområde**

Bag vuggestuens stuehus ligger en dejlig gårdhave, hvor vi har vores afskærmede legeplads. Fordi vi elsker at udforske og bruge naturen helt fra børnene er små, er der en låge ind til børnehavens skønne have. Her kan vi kæle med dyrene, gå en tur i frugtlunden og møde større søskende og legekammerater i børnehaven. Vi har faktisk også vores helt egen skov, hvor vi kan forcere træstubbe, pille efter krible krable dyr og kaste blade op i luften.

Vi elsker bare at tage på eventyr i Brylle!

## Gården som pædagogisk redskab

Børn i både vuggestue og børnehave inddrages i den daglige pasning af dyrene og er med til at fodre, plukke grønt til kaninerne, lukke hønsene ud og ind (de går frit på legepladsen hele dagen), samle æg, muge ud osv. De er med i køkkenhaven, hvor hver gruppe – også vuggestuen – sammen med skolen, har sit eget stykke jord, hvor der sås, plantes, passes og høstes.
